Om os

ET NYT HOTEL I GAMLE KLÆDER

DET GAMLE RÅDHUS byder på nostalgi og atmosfære i smukke omgivelser.

Bygningen er renoveret med respekt for husets oprindelse, og indretningen bidrager til en uformel og hyggelig stemning. Indenfor de gamle mure er lokalerne udstyret med alle de moderne faciliteter, som gæster i dag sætter pris på. Vi tilbyder overnatning i forbindelse med familie- eller forretningsrejser – eller som en del af en skøn ferie i det sønderjyske.

For mere information om vores selskaber, kontakt os på 7465 1200.

VORE FACILITETER

Hos os finder De flotte og stemningsfulde lokaler til bryllup, fødselsdag, barnedåb, konfirmation og andre festlige begivenheder. Uanset om De er et stort selskab, eller en lille eksklusiv kreds, skræddersyer vi arrangementet efter Deres ønsker og behov.

Restaurationen
Vi har skabt en stemning, der vil få Dem til at føle Dem som gæst på Postgaarden fra Matador.
Lokalet kan reserveres til selskaber og har en kapacitet på op til 80 personer.

Banken
Den forhenværende Handelsbank danner ramme om konferencefaciliteter samt et hyggeligt festlokale, som har en kapacitet på op til 150 personer. Også her er indretningen inspireret af Postgaarden fra Matador.

Byrådssalen
Med sin autentiske indretning anno 1953, danner byrådssalen de perfekte rammer om festlige begivenheder.
Salen har direkte adgang til udvalgsrummet, hvor gæsterne bydes velkommen.
Salen kan rumme selskaber på op til 45 personer.

GRÅSTEN & OMEGN

DET GAMLE RÅDHUS ligger i naturskønne Gråsten, nær skov, strand og vand og kun få hundrede meter fra det charmerende Gråsten Slot,
hvor De kan gå en tur i den flotte slotshave, der grænser op til Gråstenskovene, og nyde udsigten over slotssøen. 

Der er mange begivenheder i Gråsten og omegn hele året rundt.
Af disse kan bl.a. nævnes oldtimerløbet i maj, ringridning og byfest i juli, torvedage i august, æblefestival i september
og Sønderborg, Aabenraa og Flensborg, der også byder på både seværdigheder og shopping,
kan nåes på kun 20 minutter i bil.

RÅDHUSETS HISTORIE

Der blev holdt rejsegilde over Gråsten Rådhus den 30. april 1953.

Gråsten havde længe haft planer om at bygge et rådhus, da sognekontoret i Ringgade ikke længere kunne huse de ansatte. 
I 1941 købte kommunen en grund i Jernbanegade, men arbejdet kom aldrig i gang. 
Først da der var mulighed for at købe Kraags Hotel på Torvet, kom der rigtigt skred i planerne.

Til rejsegildet blev et dokument, sirligt pyntet med tegnede egeblade, indmuret i forhallen. Se dokumentet herunder.
Et års tid efter rejsegildet, den 5. maj 1954, blev rådhuset indviet.

Sognerådsformanden Johannes Koch åbnede det første offentlige møde i det nye rådhus,
og dette blev efterfulgt af en reception og en fest.
Det nye rådhus var et udtryk for vækst og udvikling, som byen gennem mange år havde været inde i.*

Bygningen fungerede som rådhus indtil strukturreformen i 2007, hvor Gråsten blev en del af Sønderborg Kommune. 
Frem til sommeren 2015 var huset fortsat arbejdsplads for cirka 60 ansatte,
der overgik til andre arbejdssteder i kommunen, da bygningen blev solgt. 

Rådhuset fik en gennemgribende renovering i 2015 og er, så vidt muligt, bragt tilbage til sin pragt fra 1954.

Rådhuset 1954 (fotos fra Gråsten Lokalhistorisk Arkiv)  

*Kilde: graastenarkiv.dk